Andelsboligforeningen Matrosvænget Øst

< Tilbage

Operation X: Andelsboligforening blev svindlet.18-10-2019 - 17:06

Så du også tv-programmet Operation X i mandags? Ellers læs med her. Programmet kunne nemlig afsløre, at direktøren i DKadministration, Dion Brockdorff, angiveligt har taget penge fra en række fynske andelsbolig- og ejerforeninger.

 

Fra Andelsportal d. 15. oktober 2019

 

 

Så du også tv-programmet Operation X i mandags? Ellers læs med her. Programmet kunne nemlig afsløre, at direktøren i DKadministration, Dion Brockdorff, angiveligt har taget penge fra en række fynske andelsbolig- og ejerforeninger.

 

734.000 kroner. Dét beløb opdagede formanden for Andelsboligforeningen Rughøjen, Rasmus Dal, at der tilbage i november 2018 var blevet hævet på foreningens konto uden godkendelse. Det blev for den fynske andelsboligforening starten på en lang og sej kamp for retfærdighed. En kamp, som flere i bedste sendetid, kunne følge i programmet Operation X i går. Vi ser nærmere på sagen.

Formand: Jeg troede det var en spøg

Da formanden Rasmus Dal blev ringet op af en medarbejder fra foreningens administrationsselskab, troede han, at det var en spøg. Medarbejderen hos DKadministration kunne nemlig fortælle ham, at der var hævet 734.000 kroner fra kontoen i Andelsboligforeningen Rughøjen. En transaktion, som formanden ikke havde godkendt.

”Til at starte med tror jeg simpelthen, at det er en spøg. Jeg kan simpelthen ikke tro på det”, siger Rasmus Dal til TV2.

Pengene var angiveligt blevet overført af administrationsselskabets direktør – Dion Brockdorff. Og det skulle vise sig, at den fynske andelsboligforening ikke var den eneste, hvis penge ikke var i trygge hænder.

Politiets rolle:

Efter den foruroligende nyhed kontaktede formanden Rasmus Dal Fyns politi og fremsendte den nødvendige og ønskede dokumentation. Men da formanden få dage efter ringede til politiet var der intet ny. Efter et halvt år var Rasmus Dal så frustreret over de svar – eller mangel på samme – han fik af politiet, at han begyndte at optage samtalerne. Og politiets melding var klar:

Øøh ja, hvorfor har vi ikke sigtet ham? Jamen, det er fordi, vi ikke ved, hvor meget der er foregået. Fordi, man skal have det hele med, når man sigter. Men indtil videre afventer vi lige og ser, hvad der sker med kurator, siger politibetjenten.Citat fra optagelsen, offentliggjort af TV2.


 

En ansat anmeldte også selv direktøren.

Formandens anmeldelse stod ikke alene, kunne Operation X konstatere, da de dykkede ned i sagen. Allerede midt i oktober – inden pengene blev trukket fra Andelsboligforeningen Rughøjens konto – blev Dion Brockdorff anmeldt til Fyns Politi af en ansat i selskabet.

 

Jeg ringer til politiet, og jeg får at vide, at det er rigtigt fint, at jeg ringer, men de vil ikke have mulighed for at gøre noget. Ressourcemæssigt har de ikke tid til at gøre noget før om et års tid,” siger Malene Berthelsen, der var den ansatte, som opdagede nogle uforklarlige overførsler til firmaets konto.Malene Berthelsen, tidligere ansat i DKadministration.

 

Lidt tid efter opdagede hun de mystiske overførsler fra Andelsboligforeningen Rughøjens konto, som hun også meldte til politiet. Det var også Malene Berthelsen, der tog fat i foreningens formand.

 

 

 

10 måneder senere var der stadig intet sket:

10 måneder efter, at Rasmus Dal havde anmeldt Dion Brockdorff til politiet for at have overført 734.000 kroner fra Andelsboligforeningen Rughøjen, var Fyns politi stadig ikke begyndt at efterforske sagen. Til stor fortvivlelse for formanden.

 

Fyns politi fortæller dog tv-programmet Operation X, at efterforskningen er i gang nu.

 

Hvad siger den anmeldte Dion Brockdorff?

I Operation X forklarer direktøren Dion Brockdorff, at han ikke kan afvise at have taget pengene, men at han på den anden side heller ikke husker episoden. Han bekræfter dog, at transaktionerne er sket via hans NemID.

DKadministration er nu gået konkurs.

 

Dion Brockdorff har tidligere ejet andre administrationsselskaber, der er gået konkurs. Nu er DKadministration også gået konkurs. Det stopper dog ikke Dion Brockdorff fra ejendomsbranchen, da han fortsat er involveret i ejendomsselskaber under navnet Spacez.

 




Kommenter artikel


Kommentarer

< Tilbage