Stort fald i andelsboligforeningers værdi ved indgreb mod moderniseringsregler | A/B Matrosvænget Øst

A/B Matrosvænget Øst

← Tilbage til nyheder

Stort fald i andelsboligforeningers værdi ved indgreb mod moderniseringsregler

Udgivet den 21. februar 2019
I kampen mod udenlandsk opkøb af danske investeringsejendomme kan landets andelsboligforeninger ende som tabere. Fjernes moderniseringsreglerne, der skal komme opkøb fra kapitalfondene til livs, kan det nemlig koste andelshaverne op til 45 milliarder kroner, vurderer EjendomDanmark. Bliv klogere her.

Fra Andelsportal.dk den 07/02 2019

 

 

160.000 andelsboliger i farezonen:

Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Socialdemokratiet vil tage kampen op mod udenlandsk opkøb af danske investeringsejendomme. Det skal gøres ved indgreb i de nuværende regler om gennemgribende modernisering af lejeboliger i boligreguleringsloven. Et indgreb, der kan koste andelssektoren dyrt. For fjerner eller forringer et flertal i Folketinget regler om modernisering skønnes det at kunne få konsekvenser for cirka 160.000 andelsboliger opført før 1992. Adm. direktør i EjendomDanmark, Jannick Nytoft forklarer:

“Andelsboliger vil tabe anseeligt i værdi og tusinder af andelsboligejere, der har købt efter finanskrisen, vil blive teknisk insolvente. Samtidig vil kommende pensionister få forringede opsparinger, og boligmassen vil langsomt falde i standard. Bundlinjen er tab af velstand og arbejdspladser,” siger Jannick Nytoft. Og ser vi nærmere på tallene, så vurderer EjendomDanmark, at værdien af en typisk andelsboligforening kan falde med 13-25 procent, hvilket svarer til 20-45 milliarder kroner for hele andelsboligsektoren.

 

Forslaget omhandler paragraf 5,2. omhandlende gennemgribende moderniseringer af lejeboliger. En paragraf, der gør det muligt at modernisere danske lejeboliger og herefter udleje dem efter “det lejedes værdi” og ikke efter omkostningsbestemt leje. Tabet for andelsboliger skyldes, at andelsboliger vurderes som en udlejningsbolig, når de værdiansættes. Falder værdien af en lejelejlighed, falder værdien af en lignende andelsbolig tilsvarende.

 

Til kamp mod kapitalfoden Blackstone

Indgrebet mod moderingsregler sker på baggrund af, at den amerikanske kapitalfond Blackstone, der har købt ejendomme for milliarder i København og på Frederiksberg, har mødt stor kritik fra både Lejerens LO og lejere i de opkøbte ejendomme. Lejerens LO har blandt andet beskyldt kapitalfonden for at forsøge at få eksisterende lejere ud, så lejlighederne kan moderniseres og lejes ud for en højere husleje. Imidlertid vil reglerne dog ikke kun ramme de udenlandske kapitalfonde, men også få store konsekvenser for andelsboligforeningerne, der vurderes som udlejningsejendomme.

Danskernes pensionsformue kan komme i klemme

Det er ikke kun landets andelsboligforeninger, der kan opleve store værditab. Indgrebet kan også få negativ indflydelse på den almindelige danskers pensionsafkast. Danske pensionskasser ejer nemlig 90 procent af udlejningsejendommene og har investeret danskernes pensionsmidler i netop disse. Fjernes adgangen modernisering bliver pensionsselskaberne nødsaget til at foretage store nedskrivninger på udlejningsejendommene – og pensionsinvesteringer vil falde sammen.

 

Hos Andelsportal.dk følger vi forslaget løbende

Skriv et svar