Foreningen | A/B Matrosvænget Øst

A/B Matrosvænget Øst

Foreningen

Andelsforeningen set fra oven.

Mere om Andelsboligforeningen Matrosvænget Øst:

Andelsboligforeningen Matrosvænget Øst er en velfungerende andelsforening med god orden i økonomien. Vi har en årlig generalforsamling hvor andelshaverne på demokratisk vis bestemmer over foreningens drift og midler. Mellem generalforsamlingerne har vi en bestyrelse på 5 medlemmer og 2 suppleanter som styrer foreningen. Foreningens økonomi betyder at vi kan holde huslejen på et acceptabelt niveau hvor de fleste kan være med. Detaljer om huslejen kan ses i regnskabet.

Huspriserne er vedtægtsbestemte, administration og foreningens årsregnskab laves af en anerkendt revisor.

Vedligeholdelse af husene udvendig står vi selv for, og er vedtægtsbestemt, og indvendigt er der en stor personlig frihed til at indrette husene som man vil, dog skal større ændringer ind over bestyrelsens bord.

Hvis man ønsker at bygge småbygninger på grunden f.eks. drivhus, skal man altid følge lokalplan nr. 169, og Esbjerg kommune skal ind over inden byggeriet igangsættes.

Vi vedligeholder også selv vores fællesområder, og her er masser af plads med legeredskaber for børnene, bl.a. legehus, rutsjebane, gynger og klatrestativ, samt boldspil i den lette genre.

Beboersammensætning:

Beboersammensætningen er en bred blanding af alle aldersklasser, bl.a. er her unge familier med børn i alle aldre, og her er folk i en mere moden alder. Vi er med i ”Nabohjælp” ordningen, og vi er gode til at hjælpe hinanden, f.eks. når nogen er udrejst, er der altid naboer som er villige til at træde hjælpende til, og holde et vågent øje med huse og evt. husdyr som måtte efterlades.

Vi har årlige fællesdage, hvor vi i fællesskab sørger for at de grønne områder bliver vedligeholdt, og disse dage afsluttes med en hyggelig frokost i fælleshuset.

Fælleshus.

Vores fælleshus bruges til foreningens arrangementer, f.eks. afholder vi vores generalforsamlinger i huset. Der er borde og stole til ca. 25 – 30 personer, og det er der også brug for, da der på generalforsamlingerne er mulighed for at alle beboere kan deltage.

Huset styres af et udvalg under bestyrelsen.

Der er også mulighed for at andelshaverne kan låne huset til deres private arrangementer, blot ved at betale de udgifter der er forbundet med det. I fælleshuset er et mindre værelse til overnatning og der er bad og toilet til brug for andelshavernes gæster. Der er også et par feltsenge, som andelshavernes gæster kan gøre brug af – enten i fælleshuset eller i deres private hjem, hvis de har overnattende gæster.

Området.

Andelsboligforeningen Matrosvænget Øst, er beliggende i et roligt og naturskønt område for enden af Matrosvænget i Hjerting ved Esbjerg. Foreningen har en mark med græssende heste til den ene side, og et kommunalt grønt område til den anden side. I området er der yderligere to andelsforeninger, og ellers er der et større villaområde som nabo.

Afstande til de mest interessante steder:

  • Der er 2,0 km. til nærmeste benzintank (F24).

  • 2,0 km til nærmeste butik som er en Rema1000.

  • 3,6 km til Hjertingcentret hvor der bl.a. ligger en Menu, nogle specialbutikker samt en OK tank, og lige ved siden af centret ligger en Netto.

  • Der er 1,8 km til Fakta på Havborgvej.

  • 3,6 km til Hjerting Kirke,

  • 2,6 km til Hotel Hjerting og den flotte ny restaurerede strandpromenade som nok er en spadseretur værd,

  • 2,6 km til Hjerting skole,

  • 4,0 km til Hjerting Strandpark (skænket af Lida og Oskar Nielsens fond),

  • 9,6 km til torvet i Esbjerg,

  • 700 m til busstoppesteder med to busruter til byen,

  • Der er 200 m. til en naturlig sø hvor der er ænder og masser af andet dyreliv som nok kan interessere en naturelsker.

  • Der er 1,8 km til lægehus på Havborgvej.

  • Der er et omfattende stisystem til og fra området, hvor man kan gå og cykle i ro og mag uden at skulle tænke på biltrafikken.

Alt dette kan vi glæde os over i Andelsboligforeningen Matrosvænget Øst, hvis du ønsker at skrive dig på foreningens venteliste til en bolig, kan det gøres på vores hjemmeside.