Boligforeningen AAB er hjernen bag en helt ny boligform. En boligform, der kategoriseres som den spekulationsfrie andelsbolig til en lav husleje, hvor alle kan være med. Læs mere om den nye boligform her.
Nu skal det være slut med urimelig høj husleje og tårnhøje priser på boligmarkedet. 2.500 nye andelsboliger kommer nemlig som et modsvar på den seneste udvikling, der har været på det københavnske boligmarked.
”Der mangler familieboliger, der er til at betale for sygeplejersken, politibetjenten, skolelæreren og andre mellemindkomster i Københavnsområdet. Dem kan vi skabe på de grunde, vi allerede har,” siger Christian Høgsbro, der er administrerende direktør hos AAB til Politiken
Tre hurtige om AAB
AAB har eksisteret siden 1912
AAB udlejer omkring 20.000 almene boliger i København og omegn
AAB har en mission om at skabe non-profit boliger, som alle har råd til
Kilde: www.abb.dk
AAB ønsker at bygge de 2.500 nye andelsboliger på grunde, som de allerede er i besiddelse af. I samarbejde med byggekoncernen MT Højgaard vil de bygge boligerne til en fast pris, som gør det muligt at sælge dem til priser, hvor de fleste kan være med.
Det bliver ikke muligt at tjene på at købe en andelsbolig, til gengæld bliver huslejen relativt lavChristian Høgsbro, administerende direktør hos AAB
Udover at gøre det muligt for pædagogen og sygeplejersken at få en bolig i København, så rører AAB også i gryden og skaber mere diversitet på boligmarkedet med den nye boligform.
”I vores boliger bor typisk singler, enlige med børn og par uden børn. Vi har svært ved at tilbyde boliger til unge familier, som så typisk flytter fra os. Dem ville vi kunne holde på, når vi får bygget nogle familievenlige andelsboliger. Og på den måde får vi også et mere blandet boligområde, som jo er et stærkt politisk ønske,” siger Christian Høgsbro.
De nye andelsboliger bliver kun tilgængelige for medlemmer af Boligforeningen AAB.
Danmarks boligminister, Kaare Dybvad (S), mener, at ideen er god, og håber at den nye boligform forhåbentligt kan bringe andelsboligmarkedet tilbage til, hvor det var engang.
“Det er godt fundet på. Der mangler en boligform, som ligger, hvor andelsboligen lå for 20 år siden – altså mellem en ejer- og lejerbolig. Det bliver muligt at spare op i sin bolig uden, at man skal låne tre millioner til en andelsbolig,” siger Kaare Dybvad (S) til Politiken og fortsætter:
“Der er behov for i alle lokalsamfund, at en vis del af beboerne har tænkt sig at blive boende i området, hvis den lokale skole, idrætsklub og så videre skal fungere. Det er svært at etablere en social struktur, hvis folk flytter ud og ind.”
Den nye boligform følger også Socialdemokratiets ønske om et mere blandet boligmarked, det kan du læse mere om her
Udgivet den 30/09 2020 på Andelsportal.dk