Nyt energitilskud er også for andelsboligforeninger | A/B Matrosvænget Øst

A/B Matrosvænget Øst

← Tilbage til nyheder

Nyt energitilskud er også for andelsboligforeninger

Udgivet den 04. november 2020

Nu er der godt nyt for alle andelsboligforeninger, der drømmer om nye vinduer, fortsatsvinduer, isolering af loftet eller måske udskiftning af de gamle fyr. Det nye energitilskud, som Energistyrelsen har åbnet op for, er nemlig også for andelsboligforeninger! Bliv klogere på ansøgning og hvilke energirenoveringer jeres andelsboligforening kan søge om tilskud til.

Fra Andelsportal.dk

 

Andelsboligforeningerne har ofte følt sig forbigået, når det kommer til økonomiske tilskuds- og fradragsordninger på energirenovering. Det har været komplekst for boligforeninger at søge om tidligere energitilskudsordninger og ofte med et mindre energitilskud som resultat af anstrengelserne. Men nu er der kommet en pulje, som andelsboligforeningerne også kan glæde sig over at kunne søge tilskud til.

 

Hvem kan søge om tilskud?

Af bekendtgørelsen om energitilskud fremgår det, at disse personer kan søge om tilskud:

”Det er muligt at søge om tilskud både som privatperson, privat interessentskab, andelsforening, ejerforening i etageejendom, eller som virksomhed, herunder aktieselskaber, anpartsselskaber eller andet selskab (dog ikke interessentskaber), foreninger, legater og selvejende institutioner. ”

Vær dog opmærksom på, at det ikke er muligt at kombinere energitilskuddet med andre tilskud eller fradragsordninger.

Ligeledes er det ikke muligt at søge om energitilskud med tilbagevirkende kraft. Er en renovering allerede sat i gang eller afsluttet kan der ikke søges om energitilskud.

Hvad kan man søge om energitilskud til?

1) Energiforbedringer vedrørende bygningens klimaskærm omfattende:
a. Udvendig isolering af ydervæg for massiv ydervæg og let ydervæg, dog ikke for hulmur og kælderydervæg.
b. Efterisolering af tag og loft, herunder skunkvægge, flade tage og skråvægge direkte mod tag.
c. Isolering af terrændæk.
d. Udvendig isolering af sokkel ved terrændæk.
e. Udskiftning af facadevinduer.
f. Udskiftning af dørhøjt vindue (terrassedøre, skydedøre, foldedøre o.l.).
g. Udskiftning af ovenlysvinduer.
h. Montering af forsatsramme eller koblet ramme på eksisterende eller nyt vindue med 1 lag glas.

 

2) Energiforbedringer vedrørende bygningens forsyning omfattende konvertering til varmepumpe til opvarmning af helårsboliger, jf. § 13.
For at få energitilskud til konvertering til varmepumpe skal flere betingelser være opfyldt:
• Konvertering til varmepumpe skal ske fra oliekedel, gasfyr, biokedel eller elvarme, og din bolig skal være beliggende uden for et fjernvarmeområde.
• Varmepumpen skal have A++ eller A+++ og så skal installationen udføres af en VE-montør- eller virksomhed.

 

3) Energiforbedringer vedrørende bygningens drift omfattende følgende tiltag, jf. § 14:
a. Etablering af balanceret mekanisk ventilation med varmegenindvinding med varmeveksler.
b. Varmegenindvinding fra afkastluften ved udsugning via varmepumpe.
c. Konvertering til vandbårent rumvarmeanlæg.

 

Hvordan søger man om energitilskud?

Det har fra Energistyrelsens side været kommunikeret ud, hvordan man søger som privat person, men der har manglet lidt informationer om, hvordan man søger som andelsboligforening. Andelsportal.dk har rettet henvendelse til Energistyrelsen for at få oplysninger om, hvordan andelsboligforeninger ansøger. Nedenstående beskrivelse tager derfor udgangspunkt i, hvordan privatpersoner ansøger.

For at få energitilskud kan man via Energistyrelsens hjemmeside tilgå en ansøgningsportal udarbejdet til formålet.
Det er meget vigtigt, at man søger om tilskud, FØR man går i gang med projektet. Når først materialer er indkøbt eller der er en underskrevet aftale med håndværkeren er det for sent.

For alle tiltag, med undtagelse af konvertering af primær varmekilde, er det desuden en forudsætning, at der foreligger en energimærkning af bygningen.

 

Step 1: Beregn dine tilskudsmuligheder i Energistyrelsens tilskudsberegner her.

Step 2: Få fat i et energimærke, hvis ikke du har et gyldigt på hånden. Som noget nyt skal du nemlig bruge et energimærke til at søge om energitilskud (dog ikke til varmepumper)

Step 3: Find dine dokumenter frem:

  • Dit NemID
  • Dokumentation for ejerskab, f.eks. fra tinglysning.dk
  • Energimærkningsnummer, find det på forsiden af rapporten
  • Liste over de forbedringer, du vil lave
  • Udfyldt ansøgererklæring (word)

Step 4: Søg tilskud i Energistyrelsens ansøgningsportal

Step 5: Afvent svar fra Energistyrelsen, da du ikke må påbegynde renoveringen før du hører fra Energistyrelsen, om og hvor meget du får i tilskud.

Step 6: Find en håndværker, der kan udføre opgaven.

Kilde: Energistyrelsen

 

I kan altid benytte Andelsportal.dks opgaveservice, som kan findes her til at indhente tilbud på opgaven.

Hvor lang tid tager behandlingen af ansøgningerne?

Energistyrelsen har meldt ud, at de ikke kan oplyse præcist hvor lang tid sagsbehandlingen kommer til at tage, men der tilstræbes en behandlingstid, der ikke overstiger 4 uger.

En fagmand kan være administrator

Når der skal søges om tilskud til energirenovering i ansøgningsportalen er det muligt at invitere andre personer til at hjælpe med ansøgningen. I mange andelsboligforeninger kan dette være relevant, når der eksempelvis er en byggesagkyndig til at hjælpe dem med renoveringsprojekter, eller hvis en projektansvarlig fra andelsboligforeningen kan bidrage til ansøgningen.

Husk, at der kommer flere puljer løbende

Der har siden puljen åbnede op torsdag d. 15.10.20 været rigtig stor efterspørgsel fra særligt de private boligejere. Andelsportal.dks søsterportal Energihjem.dk har oplevet en massiv stigning i henvendelser i forbindelse med offentliggørelsen af energitilskuddet. En tolvdobling i antallet af besøgende og en stigning på 800 % på efterspørgslen om energimærker vidner om den nye tilskudsmærknings popularitet.

Ansøgninger til puljen vil blive behandlet efter ”først til mølle-princippet”. Og mange af de private boligejere skal ud at hente et gyldigt energimærke for at kunne søge. Mange andelsboligforeninger har dog allerede et energimærke, da energimærket er lovpligtigt i forbindelse med salg af andelsboliger og foreningen har derfor et gyldigt energimærke på hånden.

 

I bygningspuljen, der finansierer energitilskuddet, er der 245 millioner kroner, som fordeles efter først-til-mølle-princippet. Når der ikke er flere midler i puljen vil der blive lukket for ansøgning. Energistyrelsen har dog allerede informeret om, at der i løbet af de kommende år vil blive åbnet op for flere puljer.

 

Læs det med småt i ansøgningsvejledningen:
Vil du læse ansøgningsvejledningen, så kan den tilgås her –>