Grøn er moderne – det står soleklart, at efterspørgslen på energirenoveringer buldrer derudaf, og at de tilskudspuljer vi står for fødderne af i 2021, blot har skovlet mere vedvarende energi på det hurtigaccelererende grønne energitog.
Vi har været i dialog med den energirådgivende virksomhed EBAS, hvor energikonsulent Bo Halm Andersen og direktør med ansvar for private kunder Rune Ravnborg dagligt arbejder med energimærkning. Læs med her og lær meget mere om energimærket – hvad det præcist er, hvad det koster og hvorfor det er et fordelagtigt værktøj for alle ejendomshavere.
En energimærkning af dit hjem er en mærkeordning, der bliver brugt til at vurdere det samlede varmetab pr. kvadratmeter. Dette er blandt andet med henblik på at hjælpe potentielle købere eller lejere, til at få et indblik i ejendommens energimæssige stand.
“Et energimærke viser status på ejendommens energimæssige stand.
Grunden til at få lavet de her energimærker er også, at ejerne er bevidste om, hvor man kan få lavet energirenoveringer, og i sidste ende gøre noget godt for boligen. Hvis du læser et energimærke, kan du altså se præcis, hvordan boligen kan forbedres og være med til at mindske CO2-udledningen – og selvfølgelig i sidste ende også give besparelser på din varmeregning,” fortæller Bo Halm Andersen.
Udover at få skabt et godt overblik over, hvordan ejendommen kan optimeres med henblik på at mindske CO2-udledningen og energiforbruget, er der flere fordele i at få foretaget en energimærkning af ejendommen.
Ifølge Bo Halm Andersen er det ikke kun havudsigt eller en fed tagterrasse, der er i høj kurs for boligsøgende. Det er nemlig af stigende interesse for mange at være bosiddende i en ejendom, der er optimeret på energifronten.
“Jeg erfarer også, at der er markant større interesse fra boligkøbere på energioptimerede boliger, end der har været før i tiden. Der er mange flere spørgsmål fra køberne på, hvordan energitilstanden er. Det viser altså, at dem med energioptimerede ejendomme står med et klart bedre produkt, end hvis der ikke var foretaget energioptimeringer,” fortæller Bo Halm Andersen.
Udover en øget efterspørgsel på at være en del af en energioptimeret ejendom, kan man opnå flere fordele, hvis man sidder i en ejendom med et gyldigt energimærke. Der er nemlig en stor statsgivet pulje at søge, der lyder på hele 3,9 milliarder givet ud over de næste fem år.
“Nogle ting kan du godt søge i energipuljen uden et gyldigt energimærke – men andre ting skal du bruge et gyldigt energimærke til. Hvis du eksempelvis har et gammelt oliefyr i dit hus og gerne vil have sat en luft/vand varmepumpe op, så kan du godt søge uden et gyldigt energimærke. Hvis du derimod skal skifte vinduer eller isolere, så skal du bruge et energimærke,” forklarer Bo Halm Andersen.
Et energimærke læses ud fra en bogstavordning, der fortæller om boligens energimæssige stand. Men det er vigtigt, at man forholder sig konkret til sin ejendoms energimærkning. Bo Halm Andersen fortæller, hvad der som hovedregel fremgår af en energimærkning:
“Lad os sige, at energikonsulenten foretager et energimærke på en ejendom, og det får mærket G – som er det laveste. Lad os sige der så er et loft, der ikke er isoleret. Så vil der være forslag i energimærket til, hvor meget det vil koste at optimere det, og hvor mange år det vil tage at hente investeringen hjem. Altså hvor meget det forventes, der vil blive taget af varmeregningen. Der står også en forklaring på, at hvis man laver x antal forbedringer, så kan man forvente at hive ejendommen op i et givent højere energimærke. Så alt står simpelthen forklaret i energimærket.”
Det fremgår altså af energimærkningen, hvor meget du kommer til at spare på varmeregningen på baggrund af en given energirenovering – og altså derfor også, hvor lang tid, der kommer til at gå, før du har tjent energirenoveringen hjem. Derudover er det at se, præcis hvordan man kan optimere de forskellige elementer, der er nedskrevet på energimærkningen og i den forbindelse se, hvor meget der skal til for at hæve ejendommen en kategori på energiskalaen.
“Der vil for eksempel stå: Det eksisterende hus er isoleret med 100 mm isolering. Så laver vi et forslag, der hedder: Efterisolering med 300 mm – for så ved man, hvor meget mere man skal lægge på for at opnå den forventede besparelse. Nøjes man med at skrive ‘efterisolering’ – så ved boligejeren ikke, hvor meget man skal efterisolere. Derfor er energimærker meget nøjagtige,” fortæller Bo Halm Andersen.
Andelsboligforeninger er at finde i flere typer – både etagebyggerier og i lavere husbyggerier. Og da der er samlet opvarmning i etagebyggeri, og muligvis er separat opvarmning af andelsboligforeninger, der består af flere mindre bygninger, er det vigtigt at stille spørgsmålet: Fungerer energimærkning ens for begge slags byggerier?
“Der er ikke forskel på at foretage energimærkninger for andelsboliger af lavbyggeri eller etageejendomme. I de lave byggerier, går man ind i enfamilieshusene og foretager individuelle energimærkninger, så selve huset får sit eget mærke. I en etageejendom, der er der ligesom én varmekilde til samtlige lejligheder – så der er det ejendommen, der samlet skal tage en beslutning om energioptimeringer,” siger Bo Halm Andersen.
Det kan være svært at forestille sig præcis, hvordan en energimærkning foregår, da der er så mange elementer, der skal gennemses. En energimærkning udføres af specialister, der ved præcis, hvad de skal kigge efter og tager relativt kort tid. En energimærkning kan nemlig laves på et par timer. Dette er til stor fordel for de ejendomme, der skal søge om energitilskud.
“Det er ikke en længerevarende proces at bestemme et energimærke. Hvis vi som energikonsulenter eksempelvis har været ude og vurdere et energimærke om onsdagen, vil det allerede ligge klar til bygherren om torsdagen, eller måske om fredagen hvis det er en andelsboligforening,” fortæller Bo Halm Andersen.
Energitilskuddet, der åbnede op første gang i 2020, har medført en stor efterspørgsel på energimærker og dermed et stort pres på virksomhederne, der udarbejder de eftertragtede energimærker, men grundet fleksibiliteten i at give en bygning et energimærke, kan man som andelsboligforening eller ejendomshaver hurtigt komme til et energimærke, på trods af det nuværende tryk.
“Der er kommet meget mere tryk på energimærkerne, end der ellers har været. Vi kører mange flere energimærker igennem, end vi plejer at gøre. Langt størstedelen af de energimærker man laver, det er i forbindelse med, at man sætter et hus til salg, og så er det lovpligtigt med et gyldigt energimærke.
Der er så begyndt at komme rigtig mange energimærker, der ikke er til boliger, der skal sættes til salg, men til boliger hvor bygherren ønsker at søge om energitilskud – og der skal man også bruge et gyldigt energimærke. Der er en enormt stor interesse for tiden,” fortæller Bo Halm Andersen.
Det kan være svært at finde et konkret svar på, hvad det vil koste at få udarbejdet et energimærke til en andelsboligforening. For private er der et regelsæt for præcis, hvor meget en energimærkning må koste, men når det gælder andelsboligforeninger, er der flere faktorer, der spiller ind i prissætningen for energimærkningen.
”Hvis man skal snakke om, hvad der påvirker prisen på et energimærke i en andelsboligforening, så er det først og fremmest et spørgsmål om det samlede antal kvadratmeter. Derudover tages antal af enheder i betragtning – altså eksempelvis hvor mange opgange man skal op i. Og så ser man på, om det er en samlet bygning, eller om det er flere forskellige. Til sidst ser man på, om der er erhverv i nogle dele af foreningen, da det skal tildeles et separat energimærke.”
Rune Ravnborg
Direktør – private, EBAS
Prisen på et energimærke til en andelsboligforening bliver dog som oftest sat med et startgebyr, der kvadratmetermæssigt nogenlunde ligner de priser, der bliver givet til de private ejendomshavere.
“Prissætningen bliver ofte givet efter et startgebyr på energimærkningen, hvorefter at energikonsulenterne pålægger de ekstra priser ud fra de tidligere nævnte faktorer,” fortæller Rune Ravnborg.
Sidder du i en andelsboligforening, der samtidig mangler at få produceret en drift- og vedligeholdelsesplan, kan disse to ting smedes sammen til stor fordel for andelsboligforeningen.
“Det kan gøres billigere, hvis man sidder i en forening, der også står og skal have foretaget en drift- og vedligeholdelsesplan. Derudover giver det den fordel, at man har et energimærke, der kommer med forbedringsforslag, som stemmer overens med ens drift- og vedligeholdelsesplan, og at man altså har to rapporter, der spiller sammen,” siger Rune Ravnborg og fortsætter:
“Det kan for eksempel være en forening, der står overfor en facade, som skal ordnes og males ifølge drift- og vedligeholdelsesplanen, men hvis man ser på energimærkningen, kan man tilføje noget ekstra isolering i muren og samtidig
forbedre energimærket.”
Hvad er reglerne for energimærkning i forbindelse med salg af en andelsbolig?
For andelsboligforeninger i lavt byggeri, er det den enkelte andelshavers ansvar at få udarbejdet energimærkningerne. For andelsboligforeninger i etagebyggeri, er der et fælles ansvar for at få udarbejdet en energimærkning, så frem der ikke ligger et gyldigt energimærke.