Regeringens boligudspil – Der er behov for en ny og billig andelsboligform | A/B Matrosvænget Øst

A/B Matrosvænget Øst

← Tilbage til nyheder

Regeringens boligudspil – Der er behov for en ny og billig andelsboligform

Udgivet den 24. oktober 2021

Den 12. oktober præsenterede regeringen sit nye boligudspil. Og udover ambitioner om flere almene boliger, nye studieboliger og billige boliger til socialt udsatte, så indeholder boligudspillet også et ønske om en ny og billigere andelsboligform. En andelsboligform, hvor anskaffelsessummen kommer i stedet for valuarvurderinger.

Fra Andelsportal

 

Boligminister Kaare Dybvad (S) præsenterede tirsdag den 12. oktober det længeventede boligudspil. Et udspil som statsminister Mette Frederiksen (S) allerede omtalte i sin tale til Folketingets åbning den 5. oktober.

Udspillet indeholder blandt andet forslag om at opføre 22.000 almene boliger, 4000 nye studieboliger og 2.900 billige boliger til socialt udsatte. Regeringen har nemlig et ønske om at skabe mere diversitet i beboersammensætningen i landets største byer. Og det skal nye andelsboliger også bidrage til.

Andelsboliger skal igen være et billigt alternativ

Som en del af boligudspillet vil regeringen undersøge mulighederne for at lave en ny form for andelsbolig. Regeringen mener nemlig, at landets andelsboliger er steget for meget i pris, og at der er et behov for en ny andelsboligform, der i højere grad holder andelsboligpriserne nede.

Vil benytte anskaffelsessummen i stedet for valuarvurderinger

Helt konkret vil regeringen undersøge muligheden for at skabe en andelsboligform, hvor andelskronen – foreningens andelsværdi – værdisættes efter anskaffelsessummen i stedet for en valuarvurdering. I boligudspillet ’Tættere på II – Byer med plads til alle’ står der:

”Der igangsættes et arbejde, som har til formål at undersøge mulighederne for etablering af
en særlig andelsboligform, hvor anskaffelsessummen fastholdes som grundlag for værdiansættelsen. Den nye andelsboligform skal gøre det muligt at etablere andelsboliger med en begrænset fremtidig prisudvikling i modsætning til valuarvurderede andelsboliger, som derved bliver relativt billige.” 

Sådan udregnes andelskronen

På nuværende tidspunkt er der tre forskellige metoder til at fastsætte værdien på en andelsboligforenings ejendom – herunder anskaffelsessummen, valuarvurderinger eller den offentlige vurdering.

Hvis foreningen gør brug af anskaffelsessummen, svarer det til købesummen tillagt købsomkostninger. Denne metode vil derfor ikke udvikle sig på samme vis som en valuarvurdering. En valuarvurdering foretages nemlig af en valuar, som giver en værdiansættelse, der følger prisudviklingen på private udlejningsejendomme.

Uanset hvilken vurderingsmetode foreningen vælger, vil den pågældende vurdering gælde som ’ejendommens værdi’, når andelskronen udregnes således:

(ejendommens værdi + øvrige aktiver – foreningens gæld) / oprindelige indskud fra alle andelshavere = andelskronen

Vurderingsmetoden har derfor stor betydning for, hvordan priserne på landets andelsboligforeninger udvikler sig. Det er derfor regeringens håb, at priserne på andelsboliger kan holdes nede ved at bruge anskaffelsessummen.

Andelsportal.dk følger vi boligudspillets betydning for andelsboligmarkedet løbende.