Frivillighed spiller en stor og vigtig rolle i landets andelsboligforeninger – for uden frivillige er der ingen bestyrelse. I denne artikel kortlægger vi, med hjælp fra en kyndig ekspert, hvad man skal have for øje, når det kommer til ledelse af en bestyrelse, bestående af frivillige.
Andelsboligforeningens bestyrelse er en unik størrelse, hvor medlemmerne er frivillige og demokratisk valgte. Hvordan ledes sådan en unik konstellation af ildsjæle, der alle ønsker at præge andelsboligforeningen? Til at besvare dette har vi rådført os med Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA), der til daglig rådgiver blandt andet frivillige bestyrelser til, hvordan bestyrelser håndterer deres ansvar og leder de frivillige, så foreningens mål bliver indfriet.
Sørg for at foreningens regler er opdaterede
Typisk er det sådan, at foreningens vedtægter formelt beskriver det ansvar, man som bestyrelsesmedlem skal opretholde.
“Vedtægterne er foreningens lov, de retningslinjer, der skal håndhæves ved konflikter og tvivl. Derfor er det væsentligt, at man kræver af sine bestyrelsesmedlemmer, at de har en forståelse af vedtægterne, så man ved hvad der skal håndhæves,” forklarer specialkonsulent Mette Wang fra CFSA.
Hun lægger desuden vægt på, at forretningsordenen ikke har en selvstændig magt, som man skal følge, men er en god måde at få forventningsafstemt bestyrelsesarbejdet. Forretningsordenen kan desuden være med til at skabe habilitet i bestyrelsen:
“Habilitet er et godt punkt at få diskuteret og nedfældet i en forretningsorden, så det er tydeligt hvordan I som bestyrelse forholder jer,” siger Mette Wang. Eksempelvis kan der stå, at bestyrelsen må tage beslutninger, når 2/3 af medlemmerne er til stede, så man ikke altid er afhængige af, at alle deltager i et møde.
At have opdaterede vedtægter og forretningsorden er altid en god idé. Til dette er CFSA’s overordnede råd:
“Foreninger bør altid se på deres vedtægter og eventuel forretningsorden i fredstid, så den kan fungere i krisetid.”