I den senere tid er der sendt offentlige ejendomsvurderinger til private boligejere. Men hvordan er det nu med andelsboligforeningerne? Skal de også holde øje med nye vurderinger? Hvornår kommer de? Og hvordan beskattes andelsboligforeninger?
Andelsboligforeninger og deres medlemmer bliver ikke beskattet ud fra bygningernes værdi. Dette skyldes, at andelshavere ikke ejer selve boligen, men kun har ret til at bruge den. Foreningen betaler kun grundskyld, som er en skat på grunden (også kendt som ejendomsskat).
De opdaterede boligskatteregler vil dog også have indflydelse på andelsboligforeningerne. Andelshavere vil blive påvirket af de nye vurderinger og ejendomsskatter i det omfang, andelsboligforeningerne bliver berørt af eventuelle stigninger i grundskylden.
Læs også: Offentlige ejendomsvurderinger til andelsboligforeninger afskaffes
Det vil tage endnu et par år, før andelsboligforeningerne i landet får præcise oplysninger om, hvor meget de skal betale i skat af deres grundværdier, også kendt som grundskyld.
Andelsboligforeninger bliver nemlig betragtet som erhvervsejendomme og ifølge Vurderingsstyrelsen, der står for at lave vurderinger af alle ejendomme og grunde i landet, vil vurderingerne af landets 485.000 erhvervsejendomme – herunder også ejendomme som udlejningsejendomme og ejendomme med andelsboliger – først begynde at blive sendt ud i begyndelsen af 2025. Dermed er de skudt et år i forhold til det, der tidligere var meldt ud.
Selvom der ikke er foretaget nye vurderinger, skal andelsboligforeningerne stadig betale deres grundskyld. Betalingen baseres på den nuværende vurdering, hvor foreningen fortsat betaler en bestemt procentdel af grundværdien i skat. Grundskyldspromillen fastsættes af den kommune, hvor foreningen er beliggende.
Andelsboligforeninger klassificeres som sagt som erhvervsejendomme og får derfor ikke tilbudt en ordning, hvor stigningerne i grundskylden kan fryses. Samtidig modtager de ikke en fast skatterabat på samme måde som boligejere. Denne rabat bliver gradvist reduceret år for år, indtil foreningen betaler den fulde grundskyld i overensstemmelse med de nye regler. Som følge heraf stiger skatten, som andelsboligforeningen betaler, gradvist år for år, i takt med at rabatten falder, hvilket til sidst fører til, at andelshaverne står med regningen. Det skriver Nykredit.
“Når de nye ejendomsskatter træder i kraft for erhverv, må skattebetalingen hvert år stige med op til 4,75 procent af den fuldt indfasede grundskyld. Bor du i en andelsboligforening, der får en stor skatterabat pga. højere grundskyld, når de nye regler træder i kraft, skal du altså ikke frygte, at hele den højere grundskyld skal betales med det samme. Der bliver tale om en gradvis stigning i takt med, at skatterabatten falder i værdi, men der bliver formentlig for mange andelshavere tale om stigende grundskyld mange år fremover,” siger Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit.