For dig der overvejer at sidde i bestyrelsen | A/B Matrosvænget Øst

A/B Matrosvænget Øst

← Tilbage til nyheder

For dig der overvejer at sidde i bestyrelsen

Udgivet den 18. februar 2025

I andelsboligforeninger står bestyrelsen for den daglige drift af foreningen. Det sker med udgangspunkt i de beslutninger, der bliver truffet på generalforsamlingen, som er den øverste myndighed. Bestyrelsen består af en formand og to til fire bestyrelsesmedlemmer, der vælges på generalforsamlingen. Har du gjort dig tanker om at sidde i bestyrelsen, kan du her blive klogere på, hvad det vil sige.

Fra andelsboligportal.dk 

18/02 25

Hvilke opgaver skal jeg udføre som del af bestyrelsen?

Bestyrelsens ansvar og opgaver afhænger af foreningen, men mange klassiske opgaver går igen hos mange bestyrelser. Det er formanden og bestyrelsen, der står for planlægningen af praktiske opgaver, herunder at sikre ejendommens drift og tage hånd om vedligeholdelsesopgaver. Derudover beskæftiger bestyrelsen sig ofte også med alt fra spørgsmål om udlejning og indkaldelse til generalforsamlinger til håndtering af konflikter og planlægning af arbejdsdagen.

Klassiske opgaver bestyrelsen varetager:

  • Godkende og koordinere i forbindelse med overdragelse af andelsboliger
  • Koordinere med foreningens administrator
  • Styring af andelsboligforeningens økonomi ud fra budget og tilsyn med betalinger og lån mv.
  • Dialog med andelshavere og eventuelle lejere og erhvervslejere
  • Koordinere begivenheder som generalforsamlinger og arbejdsdage

Bestyrelsesarbejdet bygger på frivilligt engagement og i sidste ende handler det om at sikre foreningens interesser på bedst mulig vis. Arbejdet varierer fra forening til forening, men er en god måde at dyrke fællesskabet og en måde at få indflydelse i foreningen på.

Det varierer fra forening til forening, hvor mange opgaver, der er at varetage, hvem, skal der varetage dem, og hvordan de skal varetages. Typisk står det i foreningens vedtægter, hvordan bestyrelsesarbejdet skal afvikles, herunder hvor ofte der afholdes bestyrelsesmøder. Derfor, overvejer du at blive del af bestyrelsen, kan du få indblik i, hvad det vil indebærer ved at kigge i din forenings vedtægter.

Gode råd til dig, der er ny i bestyrelsen

Sæt dig ind i vedtægterne – Foreningens vedtægter er grundlaget for alle beslutninger. Læs dem grundigt, så du kender reglerne.

Forstå din rolle – Det er vigtigt, at du fra start har helt styr på din rolle som bestyrelsesmedlem – samt de andre medlemmers roller. Tal om hvem, der står for hvad. Samarbejde og fælles løsninger er nøglen.

Lyt til beboerne – Tag beboernes spørgsmål og bekymringer seriøst. Ofte handler det mere om god kommunikation end store beslutninger.

Få professionel hjælp – Administratorer, revisorer og advokater kan hjælpe med juridiske og økonomiske spørgsmål. Brug dem, når det er nødvendigt.

Spørg de erfarne – Bestyrelsesmedlemmer, der har siddet i bestyrelsen længe, har ofte værdifuld viden. Spørg dem til råds, så du undgår unødvendige fejl.

Hvilke beføjelser og ansvar har jeg som bestyrelsesmedlem?

Det vil fremgå i andelsboligforeningens vedtægter, hvad bestyrelsen må og ikke må, samt hvilke beføjelser bestyrelsen har. Støder du på ordret tegningsret i vedtægterne, refereres der til, hvem der må handle og forpligte sig på vegne af foreningen.

Som udgangspunkt forpligter man sig som bestyrelsesmedlem i en andelsboligforening til det arbejde, der følger med rollen. Andelsboligforeningen er en selvstændig enhed, der hæfter for de aftaler og forpligtelser, den indgår – men bestyrelsesmedlemmer kan i visse tilfælde stilles personligt ansvarlige. Det hedder nemlig, at bestyrelsesmedlemmer er underlagt de almindelige regler om erstatningspligt og ansvar. Det betyder, at du som bestyrelsesmedlem kan stilles personligt ansvarlig, hvis man handler uden for de aftalte retningslinjer, uden for sin fuldmagt eller generelt handler uforsvarligt og i strid med det, man kunne forvente.

Ansvaret, der følger med rollen, bør dog ikke afskrække, hvis du tager arbejdet seriøst og handler inden for de beføjelser, der er dig givet i vedtægterne. Det anbefales desuden altid, at andelsboligforeningen er forsikret af særligt en ansvarsforsikring af bestyrelsen (samt en besvigelsesforsikring) og en ejendomsforsikring.

Er det muligt at få løn for bestyrelsesarbejde i en andelsboligforening? 

Som udgangspunkt bygger arbejdet som bestyrelsesmedlem på frivillighed, men det er muligt at få kompensation for sit frivillige arbejde i foreningen. Det kan enten ske i form af godtgørelse for udgifter, der er brugt i forbindelse med arbejdet eller et honorar for ens tid og arbejde. Det varierer dog fra forening til forening, og det er op til den enkelte forening, om de ønsker at tilbyde økonomisk kompensation for bestyrelsesmedlemmernes arbejde. For skattefri godtgørelse i forbindelse med bestyrelse gælder følgende satser for 2025:

  • Maksimum kr. 2.800,- årligt (telefon og internet)
  • Maksimum kr. 1.700,- årligt (porto, møder, kontorartikler m.v.)

Det er op til den enkelte andelsboligforening, hvorvidt man ønsker at yde et eller flere bestyrelsesmedlemmer et honorar for deres tid og arbejde i bestyrelsen. Denne beslutning træffes på generalforsamlingen. Betaling af honorar til bestyrelsesmedlemmer er skattepligtigt og skal ses som A-indkomst, og der skal betales A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af beløbet.